Nyd det tyrkiske køkken
Har du rejst i Tyrkiet, har du sikkert også stiftet bekendtskab med det tyrkiske køkken, som du også kan møde på mange restauranter herhjemme. Og kender du ikke til tyrkisk mad – ja, så er det bare om at komme i gang med det tyrkiske køkken, for det er fremragende.
Blandt gourmeter regnes det tyrkiske køkken som et af de store verdenskøkkener på linje med det franske, italienske og indiske køkken, og set ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt er det også et sundt køkken med masser af grøntsager, fisk, planteolier og bælgfrugter. Man kan sige, at tyrkisk mad på mange måder ligner det, vi kalder for Middelhavsdiæten, som anbefales af mange ernæringseksperter. At tyrkerne så også er rigtig glade for søde sager, er en anden sag…
Et tyrkisk måltid indledes som oftest med Mezze. Det er en hel masse småretter, som man nyder, mens man spiser lidt brød til. Mezze kan bestå af supper, friske, syltede eller bagte grøntsager, små stykker pølse, ost, fyldte vinblade – også kaldes dolmere – oliven og andre ting. Det er en rigtig lækker start på et måltid, og ofte kommer man til næsten at spise sig mæt i de mange lækre sager.
Der bruges en del kød i det tyrkiske køkken, og det er især lammekød, okse og kylling. Svinekød spises ikke ret meget, da de fleste tyrkere er muslimer og derfor betragter svinet som et urent dyr, hvis kød man ikke spiser.
Hele den vestlige del af Tyrkiet grænser op til Middelhavet og Bosporus, og fisk er derfor en stor del af den daglige menu for mange tyrkere. I markedshallerne kan du udvælge en fisk og få den tilberedt på stedet – den serveres med salat og brød, og det er et himmelsk, friskt måltid.
Som nævnt er tyrkerne glade for sukker, og der serveres meget søde kager med honning og sirup samt frugtgele med det lidt specielle navn ‘lokum’.